Kommune satser millioner på idræt

6 mio. kr. og 14 forskellige projekter skal de kommende år få Varde til at bevæge sig mere - også idrætssvage som socialt udsatte og unge piger

Så snart sneen forsvinder, vil meget store dele af Varde Kommune begynde at summe af idrætsaktivitet. Mere end 6 mio. kr. skal de kommende 2 år give et markant løft til idrætsaktiviteten over hele kommunen, hvor i alt 14 idrætsprojekter vil blive realiseret - specielt fokus vil være på at få idrætssvage grupper til at blive mere aktive, men projekterne vil blive til gavn for samtlige kommunens borgere samt også de mange turister, der besøger kommunen. Den forstærkede indsats på idrætsområdet blev mulig i efteråret, hvor kulturministeriet valgte Varde til at være breddeidrætskommune og medsendte et tilskud på mere end 3 mio. kr. til at realisere planerne. Varde indskyder selv et lignende beløb, og efter et stort forarbejde er man nu parat til at realisere planerne.

Campus i centrum

Et af flagskibene bliver etablering af unikke idrætsmuligheder i forbindelse med campus, som i sig selv også er lidt unik. Det er Vardes svar på en stor uddannelses-udfording, hvor man netop nu er ved at etablere et enestående studiemiljø, hvor gymnasium, handelsskole, 10. klasser og voksenundervisning samles i ét område med mulighed for gode synergier.

- Etablering af en multibane, klatrevæg, udendørs fitness-anlæg, der kan bruges af ca. 30 personer ad gangen, er nogle af grundelementerne, der gerne skulle gøre Campus endnu mere attraktivt. Rundt om multibanen vil der blive lavet en slags "hænge-ud-steder" med udsigt til dejlig natur, og dette område vil være startpunkt på 3 forskellige løberuter af varieret længde. Det bliver et anlæg for alle kommunens borgere - man skal altså ikke have studiekort for at bruge faciliteterne, fortæller direktør for Plan, Kultur og Teknik i Varde Kommune, Bo Andersen.

Mere bevægelse

Hele projekt breddeidræt har i høj grad fokus på de voksen-grupper, der i forvejen ikke rører sig så meget samt børnene, da gode vaner dannes i barndommen. De 14 projekter forsøger ad forskellig vej at nå de forskellige grupper, og socialt udsatte gøres der også i denne sammenhæng en speciel indsats for, da netop disse kan have det svært i foreningslivet.

- Godt 800.000 kr. går til et projekt rettet mod den målgruppe. Der ansættes en koordinator, der skal forsøge at få f.eks. psykisk syge eller folk med misbrugsproblemer ind i foreningslivet eller eventuelt starte deres egen forening på egne præmisser, siger Bo Andersen. De i alt 14 projekter skal foreløbigt løbe over de næste 2 år, og tilfredsheden hos Varde Kommune var virkelig stor, da man 30. oktober fik melding fra ministeriet om, at man var blevet udvalgt. Netop den indsats passer utroligt godt til kommunens ambitioner på sundhedsområdet.

 



Varde Kommune | Bytoften 2 | 6800 Varde | CVR-nr. 2918 9811 | Tlf. 7994 6800 | vardekommune@varde.dk
Printet fra www.vardekom.dk
Findes på denne sti: /content/dk/service_til_dig/nyt_og_aktuelt_om_service_til_dig/millioner_til_idrat_i_varde_kommune
Senest opdateret den 5. marts 2010 af Elin Thorup.