3 biblioteker i Varde Kommune får fra 7. april stærkt udvidede åbningstider og dermed også stærkt udvidede anvendelses-muligheder. De 3 biblioteker vil have åbent fra kl. 07.00 - 22.00 hver dag 7 dage om ugen - helligdage og enkelte andre dage undtaget. Hermed vil mulighederne for at bruge dem som samlingssted for de lokale lånere også øges betragteligt. Lokale-løse foreninger vil f.eks. i et vist omfang få mulighed for at bruge biblioteket som mødelokale i aftentimerne - til stilfærdige ting som bestyrelsesmøder m.m. De ordinære lånere, hvis antal ventes at stige betragteligt, vil naturligvis høste store fordele af den nye tilstand, der er blevet mulig med økonomisk støtte fra Styrelsen for Biblioteker og Medier. -Styrelsen har givet 300.000 kr. til projektet, og vi har selv brugt 200.000 kr. på at udvide åbningstiderne i Agerbæk, Oksbøl og Ølgod. Rigtigt mange af pengene er gået til overvågningsudstyr, og disse 3 biblioteker er i dag spækket med overvågningskameraer. For vore lånere vil der være meget store fordele forbundet med de nye åbningstider. Der vil stadig være personale i de perioder, hvor vi har åbent i dag, men når personalet går hjem til sædvanlig tid, vil de bare lade være med at låse døren, så lånerne kan agere frem til kl. 22, fortæller bibliotekschef Morten Kisbye. For at kunne benytte de åbne biblioteker skal man være over 14 år, tilmeldt som låner, og man må ikke være spærret pga. skyld eller andre forhold. Ellers står det fremover alle frit for at benytte de muligheder den tidsmæssige udvidelse giver. -Man kan fortsat låne alt som bøger, tidsskrifter, musik, film og spil. I så henseende er intet forandret.
Mulighederne bliver bare bedre, og fremover vil man f.eks. kunne nå at smutte på biblioteket på vej på job. Vi er naturligvis meget spændte på, hvad de nye tilstande kommer til at betyde for vores personale. Man må vel forvente en øget grad af rod og flere bøger der skal stilles på plads, men vi venter naturligvis at lånerne belønner os for det gode initiativ ved en ansvarsfuld optræden, siger Morten Kisbye. De 3 omfattede biblioteker har i dag ca. 4.000 aktive lånere, og antal udlån ventes at stige markant. Der er bl.a. indført lignende projekt-forsøg i 3 nordjyske kommuner, og herfra ved man, at antallet af aktive lånere stiger betragteligt ved disse udvidede muligheder. Når man i Varde har kunnet være med på denne front, hænger det sammen med, at man her allerede for 3 år siden fik elektroniske chips i alt udlånsmateriale - ellers ville selvbetjeningstanken ikke kunne realiseres. Specielt for lånerne i Agerbæk vil forandringen næsten føles som fagre nye verden. Her har man i dag kun åbent 3 - 5 timer 2 dage om ugen. I Oksbøl har man hidtil haft åbent 19 timer fordelt på 5 hverdage. Fremover bliver det 105 timer på 7 dage.
/lystfiskere.jpg)